Ølsnedkeren – historien om en drøm, der startede på Nørrebro

Det hele begyndte i et tidligere solarium på Nørrebro. Ikke noget prangende – bare et slidt kælderlokale med potentiale. Her blev ideen født: et taproom, hvor øl kunne brygges i kælderen og serveres direkte fra tank til hanen i baren ovenpå. Enkelt, uprætentiøst – og lige til at gå til.

I 2012 åbnede dørene. På et lille bryganlæg blev der brygget én batch ad gangen – alt blev lavet i hånden, og øllet blev serveret, mens det stadig var helt friskt. Gæsterne kunne næsten mærke dampen fra brygkedlen under gulvet. Det var her, Ølsnedkeren tog sine første skridt.

Rygtet spredte sig hurtigt. Øllet havde karakter og var brygget med tydelig nysgerrighed og kærlighed til håndværket. Men pladsen i kælderen blev hurtigt for trang, så året efter flyttede produktionen ud af byen – til et gammelt mejeri i Gørløse med mere plads og højt til loftet. Her blev der skruet op for både volumen og ambitioner. Bryggeriet blev delt med andre, og ideen om et kollegialt ølfællesskab tog form.

Efter fire år blev det igen tid til at rykke videre – denne gang til et nærliggende industriområde med bedre faciliteter og mulighed for at tappe på dåse. Et nyt bryganlæg kom til, og processen blev løftet til næste niveau. Alt blev tænkt forfra: ikke for at imponere, men for at forbedre. For smagen. For oplevelsen.

I 2020 ændrede verden sig – og det gjorde Ølsnedkeren også. Nye kræfter kom til, og der blev investeret i opgraderinger på alle niveauer: et nyt bryganlæg, en moderne dåsetappelinje og en klar strategi for, hvad bryggeriet skulle være fremover. Der blev skabt bedre rammer for kreativitet – og for kvalitet.

Men midt i alt det nye, holder vi stadig fast i det, vi startede med: at brygge øl med nysgerrighed, ærlighed og en forkærlighed for håndværket. Og vi bliver ved med at udfordre os selv – og din smag.