Ølsnedkeren er et uafhængigt mikrobryggeri beliggende i Skævinge nord for København. Vi befinder os i en spændende udviklingsfase med nye ambitioner, flere bryg, en stærkere identitet og et ønske om at skærpe vores brand yderligere. Derfor søger vi en erfaren brygger, der har lyst til at være med på rejsen og bidrage til både den daglige drift og den fremtidige udvikling af bryggeriet.
Stillingen er en fuldtidsstilling med base på vores bryggeri i Skævinge, hvor du bliver en del af et lille, dedikeret team. Du kommer til at arbejde tæt sammen med vores anden brygger og vil være involveret i hele brygprocessen fra start til slut – fra opskriftsudvikling, produktionsplanlægning og datastyring til kælderarbejde og kvalitetskontrol, og frem til det færdige produkt er tappet på fustage eller dåse og klar til vores kunder.
Du har en stor passion for craft beer-branchen og for øl med karakter. Du er organiseret, arbejder gerne selvstændigt, men trives også i et tæt og samarbejdsorienteret team. Du tager ansvar for dit arbejde og forstår, at brygning er et håndværk, der kræver både tid og omhu.
Du arbejder struktureret og er altid på udkig efter forbedringer – hvad enten det handler om at gøre øllet bedre, arbejdsgangene mere effektive eller arbejdsmiljøet mere sikkert og bæredygtigt.
Hvis stillingen lyder som noget for dig, så send din ansøgning og dit CV til job@olsnedkeren.dk.
Har du spørgsmål til stillingen eller bryggeriet, er du velkommen til at kontakte Thomas på +45 60 87 19 91 eller via mail.